FN’s verdensmål bliver i stigende grad omsat til konkret handling i danske virksomheder. Det giver travlhed hos Npvision Group, der håndterer brugt IT udstyr for en lang række store danske virksomheder.

FN’s verdensmål er godt i gang med at ændre måden, danske virksomheder anskuer deres brugte IT udstyr på.

Sådan lyder det fra Niels Peter Holm, direktør og ejer af virksomheden Npvision Group, der opkøber og sælger brugt IT udstyr for en lang række store danske virksomheder og offentlige institutioner.

Det er først og fremmest FN’s 12. verdensmål, som handler om at sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer, som begynder at vinde indpas i danske virksomheder.

– Det er ikke længere lige meget, hvordan man skiller sig af med sit brugte IT udstyr. For 10 år siden betalte virksomheder for at komme af med deres brugte udstyr. I dag arbejder flere og flere virksomheder strategisk med FN’s verdensmål og integrerer oplysninger om bæredygtighed i deres rapporteringscyklus. Derfor begynder de også at se deres brugte IT udstyr som en ressource i den cirkulære økonomi, og derfor bliver det også i langt højere grad end tidligere genanvendt til gavn for miljøet og virksomhedens økonomi, siger Niels Peter Holm.

Økonomisk gevinst
Ifølge Niels Peter Holm er det særligt de virksomheder, der formår at bringe verdensmålene ind i forretningen, der lykkes bedst med de bæredygtige tiltag.

– Det er sjældent nok, at man har nogle gode intentioner om at ville det bedste for miljøet og klimaet. Det skal også helst give mening for virksomhedens bundlinje. Hvis der ikke er en økonomisk gevinst ved at arbejde i overensstemmelse med verdensmålene, er der desværre ikke nok incitament for at omstille sig, siger Niels Peter Holm.

Derfor er argumentet om virksomhedens fortjeneste ved et samarbejde med Npvision Group også stadig det stærkeste, selvom CSR-betragtningerne fylder mere og mere.

– Når en virksomhed afhænder sit brugte IT udstyr via en samarbejdspartner som os, så kan vi typisk formidle det videre til andre virksomheder i udlandet, der gerne vil benytte, brugt dansk IT udstyr af god kvalitet. Det øger typisk værdiskabelsen i IT-afdelingerne med 15-20 procent. Og ikke nok med det – CSR-afdelingen kan også bruge det i sin rapport, og det argument vægtes stadigt højere, siger han.

Grønlandske servere til England
Det var da også økonomien, der var den vigtigste motivation for Tony Ditlevsdal, konstitueret chef i Digitaliseringsstyrelsen under Grønlands Hjemmestyre, da hjemmestyret tidligere på året indgik en aftale med Npvision Group om at videresælge styrelsens brugte servere, da man i forbindelse med en større modernisering af IT infrastrukturen gik over til nye cloud-løsninger.

– Egentlig ville vi nok bare have skrottet dem, men de fejlede jo sådan set ikke noget, så det er kun glædeligt, at de kan få et nyt liv – og samtidig får vi lidt af skatteydernes penge hjem igen på salget, siger Tony Ditlevsdal.

Serverne blev sejlet til Danmark, hvor de blev dataslettet og renoveret og efterfølgende videresolgt til England, hvor de nu har fået nyt liv.

– Jeg er egentlig positivt overrasket over, at vi har fået en så god pris for udstyret ved at sælge internationalt, siger han og fortsætter:

– Man tænker måske ikke lige på Grønland som et land, der eksporterer brugt IT udstyr til Europa, men det er alligevel tilfældet. Nu er der virksomheder i Storbritannien, der skal drive deres forretninger på servere fra det grønlandske hjemmestyre, siger Tony Ditlevsdal.

Brugt IT udstyr skal sælges hurtigere
Men det er ikke kun positivt for hjemmestyrets økonomi, at serverne ikke endte som skrot. Ifølge en FN-rapport fra 2017 forventes mængden af elektronikskrot at stige til 52,2 mio. tons på verdensplan i 2021. Og da det kun er omkring 20 procent, der bliver genanvendt, er det såkaldte e-waste det hurtigst voksende affaldsproblem på kloden.

Og det er ikke kun ude i verden, at elektronikskrottet hober sig op. Selvom danske virksomheder begynder at arbejde mere strategisk med FN’s Verdensmål er danske virksomheder fortsat et stykke efter EU’s mål, når det handler om at genanvende IT udstyr.

De seneste opgørelser viser, at kun 50 procent af alt elektronikskrot i Danmark bliver indsamlet og genanvendt.

Ifølge Niels-Peter Holm kan udviklingen vendes i en mere bæredygtig retning, hvis de danske virksomheder bliver bedre til at videreformidle deres brugte IT udstyr, inden det ender som skrot.

– Virksomhederne er simpelthen for længe om at skille sig af med deres brugte computere og smartphones. Udstyret glider ned gennem hierarkiet i virksomhederne og ender på lagre, hvor end ikke praktikanten gider bruge udstyret – og så er løbet kørt. Så er der ingen, ud over skrothandlerne, der har glæde af udstyret. Vi vil gerne have virksomhederne til at forstå, at de kan sælge udstyret videre, inden det er helt slidt op, og at det på den måde kan få nyt liv og nye brugere, siger Niels-Peter Holm.

Vores brands

Vi samarbejder med HP Vi samarbejder med IBM Vi samarbejder med Dell Vi samarbejder med Lenovo Vi samarbejder med Adobe Vi samarbejder med Microsoft Vi samarbejder med Cisco Vi samarbejder med APC Vi samarbejder med Apple   Vi samarbejder med EMC Vi samarbejder med Hitachi